Pædagogik
Pædagogik
Hjælp til selvhjælp
Udgangspunktet for vores pædagogik er Kofoeds Skoles princip om hjælp til selvhjælp. Daglig aktivitet og afklaring af fremtidsudsigter er således vigtige værktøjer i vores tilgang til den unge. Vi lægger stor vægt på, at de unge har en aktiv hverdag med undervisning, erhvervsarbejde eller anden aktivering uden for bofællesskabet.
Sådan opbygger vi en relation
Mange af de unge har haft en sag i kommunen hele deres liv og giver udtryk for træthed ved rammer som er udstukket af pædagoger, socialrådgivere eller lignende personer. På KSU betragter vi den enkelte ung som ekspert i eget liv, og vi respekterer den unges behov for selvbestemmelse og frihed. De unge tildeles en kontaktpædagog, som bruger tid på at opbygge et tillidsforhold og en personlig relation til den enkelte. Vi mener at den nære relation er vigtig for at kunne lægge fælles planer, stille krav og opsætte fælles mål.
De unge bliver trænet i at tage ansvar i bofællesskabet
Botræning er et vigtigt led i den unges ophold hos os. Vi hjælper den unge med at få en normal dagligdag til at fungere, med de pligter og opgaver der er. De unge skal selv gøre rent og holde orden i huset og på værelserne, og de står hovedsageligt selv for husholdning, madlavning og økonomi. Vi tror på, at de unge får mere lyst til at passe på stedet, hvis der er pænt. Vi lægger vægt på, at der i ungdomsboligerne er lige så pænt og rart som i en familie. De unge skal have det så godt, at de får lyst til mere af det gode.
Vi lægger en opholdsplan
Pejlemærket for vores arbejde med den enkelte ung er en opholdsplan, som i starten af forløbet udarbejdes i samarbejde mellem den unge, kontaktpædagogen og en socialrådgiver. Opholdsplanen og målsætningerne heri justeres undervejs, i takt med den unges personlige udvikling, og i takt med at der efterhånden opstår nye drømme og mål.
Den unge skal have egen bolig
Det overordnede mål for arbejdet i Kofoeds Skoles Ungdomsboliger er, at den unge kan udsluses til egen bolig og kan mestre sin hverdag. Det er vores erfaring at et ophold med succes har en gennemsnitlig varighed på 1½ - 2 år.
